Home » Aftensmad » Sol over Vesterhavet æggekage

Sol over Vesterhavet æggekage

By , 22. april 2013, In Aftensmad, Low-carb
aggekage

Denne rustikke æggekage er, med den røgede fisk og flydende æggeblomme, på mange måder en nyfortolkning af den bornholmske kulturskat “Sol over Gudhjem” – også kendt som en rugbrød med røget sild og rå æggeblomme. Da der anvendes røget makrel i stedet for sild, har jeg dog klogt opkaldt den efter Vesterhavet, for at sikre mig mod vrede øboeres repressalier.

Kombinationen af æg og røget fisk er dog ikke nogen ny opfindelse og kendes fra flere kolde anretninger som for eksempel røget ål med røræg. Udover at være en fortræffelig kilde til sunde fedtsyrer, D-, og B-vitamin, overrasker æggekagen også som en glimrende tømmermændsmorgenmad – selvfølgelig suppleret med rigelige mængder HP sauce.

Og nu vi snakker om tømmermænd, er dette en ret som selv de fattigste studerende kan finde plads i budgettet til.

Ingredienser

  • 1/2 røget makrel (cirka 200 gram kød)
  • 7 æg, helst frilands eller økologiske
  • 1 tsk salt
  • 1/2 tsk sort peber
  • 100 gram cherrytomat
  • 1-2 skalotteløg (omkring 40 gram)
  • 1 bundt purløg

Fremgangsmåde:

  • Pisk 6 æg sammen med salt og peber og steg æggeblandingen i en pande ved middelvarme. Der er ikke tale om en omelet, men en æggekage, så man må gerne skrabe lidt rundt i massen, så den får en konsistens á la røræg
  • Når bunden efter et par minutter er stivnet, men overfladen stadig er ret flydende, slår man et æg ud i midten af æggekagen. Man skal med andre ord lave et spejlæg midt i det hele. Herefter sættes pandes kortvarigt i en ovn ved 200 grader
  • Når overfladen på æggekagen er bagt mere fast (OBS: det må kun lige være overfladen på æggeblommen der er stivnet, indholdet skal være flydende), tages panden med æggekage ud af ovnen
  • Pluk makrellen (heldigvis er makrel en af de fisk, hvor benene let skilles fra kødet) og læg ovenpå æggekagen, sammen med halve cherrytomater, fintsnittet skalotteløg og masser af hakket purløg. Krydr med salt og peber og server for eksempel med ristet rugbrød
Næringsindhold
per portion
per 100 gram
Kalorier  
1267  
167  
Protein  
90  
12  
Kulhydrater  
15  
2  
Fedt  
94  
12,5  

Kommentarer

kommentarer