Hemmeligheden bag den perfekte scoremiddag er at lave den lækreste og mest velsmagende anretning med så lidt akut tilberedning som overhovedet muligt. Jo mere maden kan passe sig selv, jo mere tid kan man bruge med at hygge med sin date – og her kommer langtidsstegning ind i billedet. Hvis man blot husker at tjekke stegetermometeret en gang i mellem, så passer kødet sig selv, og bliver perfekt mørt, saftigt og ensartet farvet. Og så passer kød jo ganske godt ind i de fleste jernløfteres kost.
Amerikanersteg er en lidt nyere udskæring herhjemme. Den kan sammenlignes med en rigtig god culottesteg og kan ofte fås ret billigt. Akkompagneret af sprøde pastinakchips, en grøn salat og et glas rødvin, er det i hvert fald ikke madens skyld, hvis I ikke får en hyggelig Valentine’s Day.
Ingredienser (2 portioner)
- 450 gram amerikanersteg
- 2 fed hvidløg
- Et lille bundt timiankviste
- Eventuelt en sjat cognac
- 650 gram pastinak
- ½ spsk ekstra jomfru olivenolie
- 70 gram blandet salat
- 100 gram agurk
- 100 gram avocado
- 30 gram granatæblekerner
- ½ spsk balsamico
- ½ spsk citronsaft
Af Nikolaj Bach Nielsen








