Jeg er en sucker for ketchup! Og indrømmet, man skal nok alligevel være lidt af en madnørd for at lave sin egen ketchup, men her kommer alligevel en salgstale for, hvorfor I træningsglade ædeøgler skal prøve den hjemmelavede version af verdens vigtigste tilbehør:
Hjemmelavet ketchup på friske råvarer smager bare bedst. Smag selv. Derudover er det virkelig let at lave – når først alle ingredienser står og simrer, passer de mere eller mindre sig selv. Ud over dette kan en ketchup varieres lige efter hvilken smag man ønsker. For eksempel kan man bage tomaterne i ovnen først for en mere karamelliseret smag eller som her tilsætte chili for at give den noget ekstra styrke.
Og så er hjemmelavet ketchup sundt! Ja, der er ganske vist lidt sukker i (dog mindre end købeversionen), men til gengæld er den proppet med lycopen – et stof i tomaten, der bliver mere biotilgængeligt ved tilberedning, og sparker røv på blandt andet prostatakræft. Så giv dig i kast og meld tilbage, om ikke det var umagen værd.
Ingredienser (til 700 ml, 120 minutters tilberedningstid)
- 500 gram modne cherrytomater
- 1 løg (100 gram)
- 2 fed hvidløg
- 2 tsk ekstra jomfru olivenolie
- 1 madæble (150 gram, uden kernehus)
- 1 dåse flået/hakket tomat
- Cirka 3 tsk havsalt
- Friskkværnet sort peber
- 0,75 dl æbleeddike
- 50 gram rørsukker
- 1 spsk røget og tørret ancho-chili
- ½ tsk timian
- 1 knsp kanel
- Eventuelt 3-5 laurbærblade
- Citronsaft